Christiankracht 700X1000

Christian Kracht

I samarbejde med Bogforum inviterer vi til en aften i selskab med den schweiziske kultforfatter Christian Kracht, som er aktuel med romanen Eurotrash. Interviewer er forfatter og oversætter Madame Nielsen

Christian Kracht regnes for en af de vigtigste, mest særegne europæiske forfattere. En forfatter i bevægelse, omflakkende og uforudsigelig.

Ikke bare er Kracht rundet af en opvækst i Schweiz, Canada, USA og Sydfrankrig og lange ophold i Indien, Thailand og Skotland. I sine værker kommer han også vidt omkring – fra romanen om tyskeren August Engelhardt, der i begyndelsen af det 20. århundrede forsøgte at grundlægge et religiøst nudist- og veganerfællesskab på Ny Guinea, over romanen om 1930’ernes Berlin og Tokyo, hvor stumfilm havde sin storhedstid, til romanen om Iran på tærsklen af revolution i 1979.

Fælles for værkerne er Krachts ironiske blik, stilistiske mesterskab og en gennemlysning af den europæiske histories skyggesider og dekadence, der især viser sig i mødet med andre kulturer.

Adam Paulsen, Christian Kracht & Madame Nielsen i samtale

I Eurotrash følger vi mor og søn på et taxa-road trip gennem Schweiz på jagt efter en familiehistorie, der rummer en tabulagt, nazistisk fortid. Med sig har de en plasticpose fuld af kontanter, en kuffert med morens kashmirsweatre, psykofarmaka og vodkaflasker og undervejs tegnes der et rørende portræt af en mor og et tragikomisk billede af en familie, en kulturkreds og dens dæmoner.

Adam Paulsen, oversætter og ekspert i tysk litteratur, indleder aftenen med en introduktion til Krachts forfatterskab. Herefter mødes Christian Kracht og hans danske oversætter, Madame Nielsen, i samtale. Samtalen foregår på engelsk.

Arrangementet er det tredje i en serie af internationale forfatterbesøg, som bliver til i samarbejde mellem Bogforum og Republique. Tidligere har Herta Müller og Deborah Levy gæster teateret. Til foråret følger endnu to forfatterbesøg.    

Arrangementet er støttet af The Swiss Arts Council Pro Helvetica

      • ”Eurotrash er en triumf … Overlegen kunst og mesterlig underholdning.”

        POLITIKEN

      • ”En virtuos og skånselsløs roman … Rent ud sagt en stor oplevelse.”

        WEEKENDAVISEN 

      • ”Christian Kracht har skrevet om sin rige, nazistiske familie, og det fortjener mange læsere.”

        DAGBLADET INFORMATION

      •  ”Hamrende underholdende ... Han tager sin stinkende rige og vodkaafhængige mor med på taxatur – og det er hele rejsen værd.”

        BERLINGSKE 

      I samarbejde med

      Bogforum 1080X1080