AG 1920 X 1080

ABDULRAZAK GURNAH

Nobelpristager Abdulrazak Gurnah på republique

Oplev Nobelpristager Abdulrazak Gurnah i samtale med Kathrine Tschemerinsky på REPUBLIQUE den 16. juni kl. 17.00.

Det er ingen overdrivelse at kalde Abdulrazak Gurnah en af de helt store skikkelser i samtidslitteraturen. Få kan, med samme litterære og personlige vægt, tale om erfaringen af flugt og rodløshed, kolonialismens skygger i samtiden og de komplicerede møder mellem kulturer.

Gurnah blev født i 1948 på Zanzibar. I 1963 var øen i det indiske ocean blevet befriet fra britiske kolonistyre. Med magtskiftet begyndte imidlertid forfølgelsen af indbyggerne med arabisk oprindelse – som Gurnah. Efter endt skolegang flygtede den 18-årige Gurnah til England, hvor forfatterskabet tog sin begyndelse.

Gurnahs romaner befinder sig altid i et mellemrum – mellem kontinenter og kulturer, mellem fortid og nutid og mellem sprog. Her er de personlige erindringer, identiteten og de store historiske sammenhænge altid åbne. Det er stor verdenslitteratur skrevet med en østafrikansk erfaringshorisont.

Interviewet foregår på engelsk og forfatteren vil signere i foyeren efterfølgende, hvor de af hans bøger, der er udkommet i dansk oversættelse, også kan købes. Hans nyeste roman på dansk ‘Tyveri’ udkommer den 15. maj 2025.

Besøget bliver til i et samarbejde mellem Gutkind forlag, Bogforum og REPUBLIQUE / REVOLVER. Tidligere har Herta Müller, Deborah Levy, Christian Kracht, Péter Nádas, Constance Debré og Daniel Kehlmann gæstet teateret.

Boganmeldelser af 'Ved havet'

  • "En nådesløs familiefejde af episke dimensioner. Men også et knivskarpt portræt af to menneskeskæbner ... Overbevisende verdenslitteratur af fineste karat på indholdssiden og verdensklasse i sin medrivende og mageløse form. Intet mindre."

    Berlingske

  • "Lavmælt og smertende skrift om flugt, afsavn og ensomhed ... En smuk, klog og vemodig roman om mennesker i eksil ... Gurnah skriver, sagt med færre ord, virkelig klogt og klart om kolonihistorien og om livet som flygtning, som evig fremmed. Og om den jord, vores rødder griber i. Hvis de overhovedet får fat."

    Kristeligt Dagblad

      Tavshedens Ø
      Abdulrazak Gurnah Ved Havet
      Paradis Abdulrazak Gurnah Omslag @ Simon Lilholt, Imperiet Gutkind Forlag
      Efterliv Abdulrazak Gurnah Omslag @ Simon Lilholt, Imperiet Gutkind Forlag

      I samarbejde med

      Bogforum 1080X1080
      Gutkind 1080X1080