IE8

Du bruger en forældet
browser og kan derfor
ikke se siden

Hent ny browser

HOVMOD – EN SCI-FI DOKUMENTAR

HOVMOD – EN SCI-FI DOKUMENTAR

2. jun. - 11. jun. 2017

En sci-fi dokumentar om en nær fremtid, hvor vi med syntetisk biologi vil skabe fantastiske børn.

Spillested Republique, Lille Scene
Sprog Dansk
Priser 95-195 kr
Spilletid skiftende kl. 16, 17, 19 og 20
Køb billet

Videnskaben er nået meget længere med syntetisk biologi (genmanipulation), end de fleste tror. Der er fundet en metode til at skabe sæd- og ægceller af stamceller, så man kan få et barn med sig selv, og med metoden CRISPR kan man klippe uønskede gener væk. Det lyder som sci-fi, men fakta er, at det allerede er muligt. Så hvornår tages metoderne i brug? Og hvilke store muligheder og konsekvenser, kan de have?

Teaterinstruktør Liv Helm og komponist Matilde Böcher har lavet videnskabelig research til denne sci-fi dokumentar om en nær fremtid, hvor vi med syntetisk biologi vil skabe fantastiske børn. Det er fortællingen om kvinden, der ønsker sig det bedste for menneskeheden og sit barn, og som er klar til at ”lege Gud” og tage videnskaben i brug. At anvende syntetisk biologi og ændre på et fosters gensammensætning kan både ses som det ypperste hovmod og som et rationelt, fornuftigt valg, hvis man vil give sit barn de bedste muligheder. Oplev hvor langt vi kan gå, og hvad teknologien allerede tillader os at gøre.
Musik og lyd er komponeret ud fra real optagelse af en fødsel.

Du kan læse om al vores research, som vi løbende deler på vores Facebook-event her.

7 DØDSSYNDER er Republiques nye teaterserie, hvor vi over to teatersæsoner tager livtag med de syv dødssynder; hovmod, griskhed, lyst, misundelse, frådseri, vrede og apati. Syv kunstneriske hold giver deres bud på, hvordan dødssynderne kan fortolkes i dag.
Den oprindelige forestilling HOVMOD med Sonja Richter er blevet aflyst pga. sygdom. Forestillingen LYST får et nyt koncept og spiller i sæson 17/18 sammen med forestillingerne APATI, VREDE, MISUNDELSE og FRÅDSERI. GRISKHED blev vist i efteråret ’16.
7 DØDSSYNDER er muliggjort af Wilhelm Hansen Fonden.

MA Archive er instruktør Liv Helm & komponist Matilde Böcher. De arbejder i krydsfeltet mellem teater, kor og lydinstallation og skaber moderne korværker baseret på dokumenter fra virkeligheden. De researcher historier om mennesker der har et andet blik på institutionerne, arbejdspladsen, samfundet og verden. Deres værker er arkiver af indsamlede vidnesbyrd og dokumenter omsat til dramatik, lyrik og kor.
MA Archive har blandt andet skabt den Reumert-nominerede dokumentarforestilling OVERLOAD på Odense Teater (2014), korværket LUKKETID på AROS Kunstmuseum (2015) og performancen INSTITUT FOR ANVENDT TALE på Kunsthal Charlottenborg (2016).

Forestillingsbilleder

  • Instruktør

    Liv Helm

  • Komponist og lydkunstner

    Matilde Böcher

  • Lyddesigner

    Ida Jacobsen

  • Lysdesigner

    Mads Nielsen

Medvirkende

Sofia Mehlum og et børnekor